Der er mange meninger og historier om, hvordan quizzen som spil og underholdningsmiddel blev ”opfundet”. En af historierne er, at det startede med et væddemål mellem et par teaterchefer tilbage i 1800-tallet, hvor den ene sagde, at han kunne opfinde et nyt ord og få det til at blive brugt som et rigtigt ord på ingen tid. Ordet var ’quiz’ og først betød det bare en person, der så lidt aparte ud. Den første gang, ordet optræder på skrift, er helt tilbage i 1782 i Oxford English Dictionary og beskriver netop en person, hvis fremtræden er lidt ud over det sædvanlige. Hvis vi vender tilbage til teaterchefen i Dublin, så fik han efter sigende skrevet bogstaverne Q U I Z på døre og vinduer rundt omkring i hele byen og i løbet af 48 timer snakkede hele byen om det nye, mærkelige ord. Det er selvfølgelig ikke helt muligt at understøtte denne historie, men ikke desto mindre, så udviklede ordets betydning sig i årenes løb til det, som vi i dag kender som en quiz – nemlig et sjovt spil eller gåde. I denne artikel skal vi se lidt nærmere på, hvad en quiz egentligt er, og de mange forskellige former for sjove spil, quizzer og gåder, der findes lige fra specifikke quizzer om Klovn eller Friends til quizzer om almen viden.
En quiz kan komme i mange forskellige formater
Quizzer er generelt ret populære og de mest populære har en tendens til at glide ud og udvikle sig til andre formater end det oprindelige. Tag for eksempel det populære spil ’Hvem vil være millionær?’, der har udviklet sig fra et tv-show til brætspil, til et interaktivt spil til mobilen og endda til spil, som du kan finde online såsom slots og på DVD.
Quizzer kan jo handle om mange forskellige ting lige fra viden om bøger, geografi, film, historie, sprog og meget meget mere, og de kommer i alle mulige forskellige formater. Der kan for eksempel laves Kahoots, papirquizzer eller interaktive quizzer. Man kan spille spil eller opføre sketches – der er mange muligheder og fælles for dem alle er, at de egner sig virkelig godt til selskabslege og som indslag ved fester, bryllupper, forsamlinger og endda i professionelt og fagligt regi. Og det er netop det, quizzer kan – de kan en masse forskellige ting i forskellige kontekster og på tværs af demografi, faggrupper og sammenhænge. Man kan lave dem selv eller man kan finde dem på nettet og både som digitale og analoge formater. Det kan være rigtigt sjovt at lave noget, der er kontekstbestemt og som dermed sigter til en specifik situation – for eksempel et bryllup, hvor man kan bede gæsterne svare på sjove spørgsmål omkring brudeparret.
Quizzer er gode for din hjerne
Der er som sagt forskellige former for quizzer, gåder og gode brætspil, der engagerer din kritiske tænkning og din paratviden. En quiz er en god form for social underholdning, men udover at være underholdende, så er en quiz faktisk også god for din hjerne. Når du træner din paratviden i form a fen quiz og måske samtidig gør det i en social kontekst, så træner du din hjerne. Så her får du lige et par gode grunde til at quizze lidt oftere.
For det første, så er quizzer ofte en social ting – det er noget, man gør sammen som ét eller flere hold og hvor man skal arbejde sammen om at løse gåder og svare på spørgsmål. Derfor er det noget, som styrker dine sociale evner og løfter humøret. Du udvider din almene viden og træner din paratviden og det er noget, der er guf for dine hjerneceller.
Jo mere, du træner din hjerne ved at give den udfordringer, jo bedre bliver den og jo bedre form holder den sig i. Du bliver også trænet i at tænke under pres, fordi svarene oftest er nogle, der skal falde ret hurtigt. Du får derfor øvet at lire din paratviden af under stressende forhold, hvilket er noget, der kan være gavnligt i andre områder af dit liv – for eksempel på arbejdet. Du bliver også bedre til at fokusere, fordi du skal svare hurtigt på et helt konkret spørgsmål og bliver derfor nødt til at kunne holde fokus.
Der er kort sagt mange gode grunde til at spille quizspil – og så er det jo bare super hyggeligt og en god måde at bruge tid sammen med vennerne og familien på.